Et længe næret ønske gik i opfyldelse, da Kirkens Korshærs Herberg i Hillerødgade blev indviet den 12. oktober 1960. I mange år havde man arbejdet med planen om et herberg, der skulle sikre de hjemløse mænd i hovedstaden et ordentligt natlogi. Den følgende fortælling er et uddrag af Søren Peder Sørensens bog: Herberget i Hillerødgade – Hjemløshed i København gennem 50 år. Bogen blev udgivet i anledning af Herbergets 50 års jubilæum i 2010.

Nødherbergerne
Tilbage i vinteren 1920/21 åbnede Kirkens Korshær et nødherberg i Korssalen i Bethesda på Rømersgade. I de kolde vintermåneder blev mændene tilbudt et underlag, et tæppe og en pude og måtte så ellers tage til takke med det bare gulv. Det var fra dette sted, at forfatteren Nis Petersen skrev det kendte digt Natsamaritanen, om “de to hundrede vrag på en bakke i udtalte dynger af lus”.

Der var plads til 190 mænd, næsten alle unge mænd, de fleste endda ganske unge, omkring 18 år. I Korshærens årsberetning fra 1920 hed det om dem: “De et her fra byen, fra hjem med en stor børneflok, hvor der er arbejdsløshed, eller ude fra landet eller en provinsby. De første kan ikke være hjemme, fordi der ikke er plads ej heller mad til dem der, og de sidste har ventet forgæves på arbejde så længe, at de til sidst har opbrugt alt og nu er reduceret i tøjet. De burde rejse hjem, men det er kun få, vi kan formå til det; de vil ikke være bekendt at vise sig hjemme, som de ser ud. Der er naturligvis forbrydere iblandt dem, den de fleste er pæne og flinke unge mænd, som ville arbejde, når de blot kunne få arbejde”.

I løbet af én vinter havde man 20.000 overnatninger, der blev serveret 24.000 kopper the og noget over dobbelt så mange stykker brød med margarine. Hver nattegæst fik udsted et kort, påført hans navn, og så havde han ret til desinfektion og efter denne en lille gulvplads i sovelokalerne. Efter få år blev Natsamaritanen i Bethesdas lokaler lukket, men for Kirkens Korshær var det et vedvarende problem, at den i sit opsøgende arbejde mødte hjemløse, som var henvist til trappeopgange, vindblæste lagerpladser og udrangerede togvogne.

I 1939 første et fællesudvalg mellem Kirkens Korshær og Sct. Johannes Gæstehjem på Østerbro forhandlinger med Københavns Kommune om at opføre et herberg, men man kunne ikke opnå den nødvendige kommunale støtte. Udvalget gav dog ikke op, og i 1941 lod det udarbejde tegninger over et moderne indrettet herberg med plads til 150 mænd. Udvalget kunne heller ikke denne gang komme til rette med kommunen, hverken om køb af egnet grund eller om låntagelsen. Københavns Kommune var parat til at yde et rente- og afdragsfrit lån på 250.000 kroner, med der var brug for 450.000 kroner. Projektet måtte derfor skrinlægges, da Kirkens Korshær ikke vovede at stå selv alene med en så stor finansering.

Boligmangel efter krigen
I månederne efter Anden Verdenskrigs afslutning fik herbergsplanerne ny vind i sejlene. De tusinder tyske flygtninge og hjemvendte danske arbejdere skabte en stor boligmangel i København. På opfordring fra kommunen oprettede Korshæren derfor i juni 1945 et midlertidig herberg i Helligkors Kirkes Menighedshus på Nørrebro, hvor der kunne overnatte op til 53 mænd. Det varede dog kun i nogle uger, indtil kirken selv skulle bruge lokalerne til menighedsmøder.

I december samme år fik Korshæren en anmodning om fra Københavns Kommune om at påtage sig driften af et midlertidigt nødherberg i administrationsbygningerne, der blev brugt ved det årlige dyreskue på Bellahøj. I februar 1946 var herberget i brug med plads til 125 mand. Nogle måneder senere blev et nødherberg indrettet i en tidligere tysk træbarak, som Kirkens Korshær havde fået foræret af den allierede overkommando i Danmark. Barakken blev rejst på en grund på Amager Fælledvej 55, som Københavns Kommune stillede til rådighed. Dette nødherberg blev indviet den 22. juni 1946.

De midlertidige nødforanstaltninger på Bellahøj og på Amager kom på tværs af Kirkens Korshærs planer om at bygge et nyt og moderne herberg, men ifølge socialsekretær Georg Sundstrup, der var leder af Korshærens social hjælpearbejde på Drejervej, havde man ikke noget valg. “Det var med stor sorg, at vi måtte opgive vores planer om at bygge et herberg. Men det er vel lige så forståeligt, at vi ikke mente at kunne undslå os for at gøre den indsats at oprette og drive de nævnte nødherberger, der vel kun byder hjemløse mænd ret kummerlige forhold, men dog, trods de åbenbare mangler, må være bedre end gaden, ophold på trappeopgange, jernbanevogne, slæbebåde eller abdre lige så dårligt egnede opholdssteder”.

De to herberger med tilsammen 200 sengepladser kom til at danne den egentlige optakt til den nye herberg på Hillerødgade 62-64. Energisk og udholdende blev Georg Sundstrup ved med at kæmpe for opførelsen af et nyt herberg. “Han lod aldrig sagen hvile”, blev der sagt om ham ved indvielsen 15 år snere, hvor han kort forinden var afgået ved døden.

Et nyt herberg tager form
I Kirkens Korshær var man ikke tilfreds med tingenes tilstand. Energisk forsøgte man at fremme planerne om en permanent herbergsløsning. I juni 1949 rettede sagfører Sven Staffeldt og socialsekretær Georg Sundstrup på vegne af Kirkens Korshær en personlig henvendelse til Boligministeriet med forespørgsel om, hvorvidt et herberg for hjemløse mænd kunne opnå ministeriets godkendelse som socialt byggeri. Ministeriet svarede tilbage, at et sådant byggeri ifølge reglerne ville kunne opnå statsstøtte.
I Korshærens årsberetning 1949 afslørede socialsekretær Sundstrup de mere detaljerede planer, der skulle blive en realitet ti år senere: Et herberg i flere etager, en forstanderbolig øverst oppe, billardstue, læsestue, kaffekøkken og et studenterkollegium, hvor de studerende kunne bo gratis mod at arbejde på herberget.

Det trak ud med byggeplanerne, for Kirkens Korshærs nedsatte byggeudvalg kunne ikke finde en egnet byggegrund. I februar 1951 henvendte det sig til den socialdemokratiske overborgmester Hans Peter Sørensen og bad om hans hjælp. Svaret forelå året efter, da Københavns Kommune i foråret 1952 meddelte den opmuntrende nyhed, at Industrihus Nørrebro A/S var interesseret

Logi og omsorg
Onsdag d. 12. oktober 1960 var dagen for indvielsen af det nye herberg i Hillerødgade, en historisk dag, der var imødeset med stor forventning. Ved middagstid strømmede gæsterne til, blandt dem to af regeringens Viggo Kampmanns ministre, socialminister Julius Bomholt og kirkeminister Bodil Koch. Ligeledes deltog repræsentanter fra Kirkens Korshærs samarbejdsorganisationer i Norge og Sverige.
Det var i øvrigt den samme dag, som af mange huskes for det postyr, som den sovjetiske ministerpræsident Nikita Khrushchev vakte, da han i raseri under en tale ved FN’s generalforsamling i New York hev sin ene sko af og hamrede den ned i talerstolen for at give sine ord vægt. Det var midt under den kolde krig, men det er en helt anden historie.

Et tema som fylde meget ved indvielsen i Hillerødgade var det samarbejde, som var blevet indgået mellem staten, kommunen og Kirkens Korshær om finanseringen af det nye herberg. Det var trods alt første gang, at et sådant projekt var kommet på statens finanslov. Mest markant var Julius Blomholt, der i sin tale understregede den fælles forpligtigelse til at hjælpe det nødstedte menneske. Han fortsatte: “Demokratiet i dag gør sin indsats gennem et samarbejde, og demokratiets indsats i dette tilfælde er at medvirke til at skabe en baggrund for arbejdet. Fra hver sin side, den private og samfundets, går vi sammen i vores bestræbelser. De for at rejse mennesket, vi for det sammme, men ud fra ønsket om et brede og sundere samfund”.
Også kirkeminister Bodil Koch tog ordet. Hun lagde vægt på, at det nye herberg repræsenterede noget vigtigt i forholdet mellem staten og de frie kirkelige organisationer.
“Jo mere, man lærer det at kende, des mere bliver man klar over, at uden det frie kirkelige initiativ og arbejde var Folkekirken som en tom ramme”.

Vi har søgt det skønne
De mange prominente gæster var samlet i herbergets kantine, hvor forstanderens koen Bodil serverede bøb stroganoff og bød på kaffe og kage. Senere var der rundvisning, hvor gæsterne kunne besigtige og beundre de rummelige opholdsstuer med TV, billardsalon, bibliotek, studiekredsværelse og lokaler, hvor mændende kunne udføre værkstedarbejde og stryge deres tøj.
Flersengsstuerne var indrettet med skillevægge, så de dannede separate sovekabiner, hvor mændende kunne have en smule privatliv. Hver havde en sengelampe, skab, bord og stol. Og på sengene var der springmadrasser og dyner. Toilettet var ganske vist på gangen, men det undrede man sig ikke over dengang. “Vi har bygget et hjem, hvor forholdende er at en sådan art, at beboerne vil føle sig respekteret som mennesker”, sagde korshærschef Haldor Hald i sin tale og fortsatte: “Hvor det har kunnet gøres uden at blive for dyrt, har vi søgt det skønne, idet vi ved, at det skønne kalder på det gode i mennesker. Vi venter os meget af dette hjem, fordi der er en oprejsende kraft i et miljø, som det der findes her”.

Se tidstavle HER